| 706 | Historiske Optegnelser i »Dødebøger«. |
Dele, »Hertug Knuds Lidelse« og hans »Skrinlæggelse«. En Gejstlig ved Ringsted Kirke synes at have forfattet det til Brug ved Minde-Gudstjenesten; det giver en paalidelig Skildring af Knuds Historie i en Række Læsestykker, hvoraf hver enkelt er ledsaget af rimede »Svar« (Responsorier) og »Smaavers«.
Endvidere begyndte de Gejstlige at gøre Optegnelser om samtidige Begivenheder og især om Dødsfald. Enhver betydeligere Kirke med et større Præsteskab havde saaledes en Kalender med Plads ved hver enkelt Dag til Optegnelser om afdøde; i denne indskrev man ved Dødsdagen Navnene paa Gejstlige eller verdslige, som vare knyttede til Kirken eller dens Velgørere (S. 542). Ved denne Optegnelse i »Dødebogen« ærede man de afdødes Minde; men desuden skulde der for mange af dem holdes Messer, og Bogen erindrede saaledes Kirkens Gejstlige om deres daglige Pligt. Ofte var kun det blotte Navn indskrevet, stundom ogsaa Dødsaaret, men Optegnelserne bleve naturligvis mere læseværdige, naar noget kunde fortælles om den bortkaldte eller et Uddrag af hans Gavebrev kunde gives. Det laa endelig nær paa dette blivende Sted at optegne historiske Begivenheder af mere almindelig Interesse, selv om de ikke særlig vedrørte Kirken, og saadanne findes da ogsaa jævnlig indførte.
I Løbet af det 12te Aarhundrede begyndte man ogsaa at skrive Aarbøger, der ved hvert Aar kort angav, hvad mærkeligt der var hændt. En af de ældste kan ses at være ført i Lund fra Kong Erik Lams Tid: da saa herfra 1174 Klosteret i Kolbaz i Pommern blev stiftet (S. 691), fik de udvandrende Munke Bogen med sig og have paa det fremmede Sted fortsat Optegnelserne om baade danske og pommerske Forhold. En Aarbog vil let udvide sig til en egentlig Krønike; den har da stærkere befriet sig fra Aarstallenes stramme Linier og ladet Fortællingen samle sig om Personer og Emner, ligesom den søger at vise Begivenhedernes Aarsag og Følger. Den ejendommelige Roskildekrønike var det første Skrift af denne Art.
Efter alle disse Tilløb til en Historieskrivning maatte Øjeblikket komme, da der kunde skrives en virkelig Danmarkshistorie, som gav et samlet Syn over Fortiden og førte levende Billeder frem for Øjet. Den første Bog af denne Art, som forfattedes, blev et nyt Vidnesbyrd om, hvor langt europæisk Dannelse var skredet frem her i Landet. Det var en Kriger, ikke en Gejstlig, der først traadte frem som bevidst Historieskriver, navngav sig og opgav, hvad og hvorfor han vilde skrive, ligesom han redegjorde for, hvor han havde
