| Valdemar, Knud Magnussens Søn. | 721 |
Thordarson Hvítaskáld, som opholdt sig hos Kong Valdemar Sejr, fortæller, at Kongen udvidede og forbedrede Runealfabetet, hvorved det kom til at gengive alle latinske Bogstaver. Endnu paa Erik Menveds Tid tog en saaledes interesseret Mand en Afskrift af Skaanske Lov med Runeskrift; det kan dog ses, at hans Forlæg har været skrevet med latinske Bogstaver.
Ved Knuds Hylding paa Urnehovedting havde der været misfornøjede, men de tav dog stille. Da Sønderjylland netop var en af de mest kongetro Landsdele, kunde det synes besynderligt; vi ere dog næsten i Stand til at tænke os, hvem der her voldte Uro. Det var Valdemar, en Mand af kongelig Herkomst, idet baade hans Fader Knud Magnussen og hans Oldefader Niels havde været Konger i Danmark. Den Tid var imidlertid kommen, da man forlangte ægte Fødsel af en Tronfordrer — og dette Krav blev aldrig senere opgivet — og Manglerne ved Valdemars Fødsel vare tilmed af den alvorligste Art. Knud Magnussen havde, som det er fortalt, levet ret letsindigt, og en Frugt af en af hans øjeblikkelige Forbindelser, som det synes endog med en gift Kone, var Sønnen Valdemar. Han kom først til Verden efter Faderens Død. Kong Valdemar viste sig trofast over for sin dræbte Svogers Søn; alle Vidnesbyrd tale om, at Kongen og Absalon have med varm Interesse fremhjulpet den unge Mand. Valdemar hørte ikke til de almindelige Naturer. Den opvakte Yngling var bleven sendt til Paris for at studere, og her tildrog han sig Opmærksomhed ved sin vindende, alvorlige Optræden og sin slebne Evne til at færdes mellem Mennesker, hvad der ikke netop var sædvanlig hos en Nordbo. Da han vendte hjem som en boglærd Mand, blev han efter Biskop Frederiks ulykkelige Død (S. 636) dennes Efterfølger i Slesvig som »udvalgt Biskop« (o. 1179), indtil han naaede den kanonisk bestemte Alder. Valdemar har vistnok ved Fødsel og Slægt, i hvert Fald ved Besiddelser været knyttet til Sønderjylland.
Gennem en Aarrække høres der kun gode Ting om Bisp Valdemar. Han holdt over god Tugt blandt Munkene og grundede Cistercienserklosteret Guldholm; han besad store Rigdomme, men var ogsaa en rundhaandet Giver og skænkede Ejendomme til forskellige
Danm. Riges Hist. I 91
