| 722 | Valdemar bliver Biskop i Slesvig. |
Klostre. Overalt i Bispedømmet fik han den fulde Tiendepligt gennemført. Kong Knud gav da ogsaa hans Bispedømme store Friheder, ja Kongen betroede ham at være Landeværnsmand eller Hertug i Slesvig, indtil hans Broder Valdemar blev myndig. Thi denne Stilling tilkom Kongesønnen som Arv efter hans Fader og Farfader og efter Halvbroderen Kristoffer; han havde da ogsaa fra Knuds Tronbestigelse ført Titlen Hertug. Da han blev 18 Aar gammel, overtog han Posten; omtrent paa samme Tid fyldte Valdemar Knudsen sit 30te Aar og modtog nu Bispevielsen (1188).
Uagtet man ikke straks mærker nogen Ufred mellem den gejstlige og den verdslige Herre i Hedeby, kan der ikke være Tvivl om, at Bisp Valdemar hurtigt er begyndt at intrigere. Valdemar var nemlig i høj Grad ærgerrig og forfængelig, han følte sig stillet i Skygge af den unge og djærve Prins, der havde en saa langt ædlere Herkomst, hvor meget han end ved pavelig Bevilling havde søgt at faa Mærket ved sin Fødsel udvisket. Bispen har endvidere stolet paa, at han ved sin fortjente og opofrende Virken i Kirkens Tjeneste og ved den Yndest, han havde vundet hos Paven, var saa uanfægtelig, at han kunde forfølge sine politiske Planer.
For en Natur som Bisp Valdemars var Posten i et Grænsebispedømme dobbelt farlig, da der netop i Landskaberne Syd derfor var idel Uro; Partier stode her over for hinanden, beredte til at søge Forbindelser hvor som helst. Faren forøgedes ved, at Forholdet til Tyskland netop da af mange Grunde var højst spændt. Kong Knud havde ved Ejderen overgivet sin Søster til Kejserens Udsendinge som Brud for hans Søn, men samtidig havde Kongen udtalt, at det skete kun, fordi han ikke vilde bryde sin Faders Løfte; hendes Udstyr havde desuden været ringe, og da Medgiften ikke fuldt betaltes, blev hun urørt sendt tilbage, om end paa ærefuld Maade. Den djærve og mægtige tyske Fyrste Landgrev Ludvig af Thüringen, som havde forstødt sin Hustru, friede til Knuds Moder Dronning Sofie, hun gav sit Ja og ægtede ham, men det varede ikke længe, førend hun kunde beklage sig over ilde Medfart fra sin Ægtefælles Side, og han sendte hende paa hensynsløs Maade tilbage til Danmark.
Under sin Kamp med Kejser Frederik havde Henrik Løve mistet sine Lande og var dømt til en treaarig sørgelig Landflygtighed. Henriks Efterfølger i Sachsen, Bernhard af Anhalt, havde dog stor Møje med at hævde sin Stilling, og de underordnede Grever gjorde sig fri. Efter at Forvisningsaarene vare til Ende, vendte
