| Ditmarskerne give sig ind under Danmark. | 723 |
Henrik Løve tilbage (1185), men da nogle Aar senere Kejser Frederik besluttede at drage paa Korstog, maatte han først skaffe sig Tryghed over for Henrik Løve. Denne maatte love at drage til Udlandet, saa længe Korstoget varede. Faa Maaneder efter at Kejseren var rejst, vendte Henrik dog tilbage.
Hertugen blev modtaget vel af Ærkebisp Hartvig II af Bremen, en ærgerrig og intrigant Personlighed, som tragtede efter at spille en stor politisk Rolle. Hartvig havde paa den Tid en alvorlig Strid med Danmark, thi Ditmarskerne, hvis Herre han var, havde opsøgt Bisp Valdemar i Slesvig og stillet sig under hans kirkelige og under den danske Konges verdslige Herredømme. Hartvig forbandt sig med Adolf af Dassel, der under Grev Adolfs Fraværelse paa Korstoget styrede Holsten, og tugtede Ditmarskerne, som lovede Underkastelse og at ville betale en umaadelig Sum Penge. Hæren var imidlertid næppe vendt hjem, førend Ditmarskerne søgte Hjælp hos de to Valdemarer i Slesvig og gav sig fuldkomment ind under Danmarks gejstlige og verdslige Regimente, »tjenende St. Peter i Slesvig, saaledes som de før havde tjent St. Peter i Bremen«. De to slesvigske Herrer tvang saa paa et Tog ind i Holsten Adolf af Dassel til at love, at han ikke vilde angribe Ditmarskerne og ikke foretage sig noget mod den danske Konge, hvad han maatte stille Gisler for.
Henrik Løve havde bemægtiget sig flere af sine tidligere Lande; men de forjagne samlede atter Kræfter, og efter vekslende Kampe kom en Fred i Stand, hvorved Henrik fik Lov til at forblive i Brunsvig; i øvrigt beholdt han kun faa Besiddelser. Grev Adolf af Holsten var blandt dem, der vandt deres Lande tilbage. I Lübeck var der et Parti, som ønskede at staa under Danmark, hvad der syntes mest fordelagtigt for Handelen, medens andre Borgere vilde stille sig under Kejseren. Lübeck maatte imidlertid overgive sig, og Kejseren forlenede Adolf med Indkomsten af Byen.
Paa den Tid begyndte en Strid mellem de to Slægtninge i Slesvig. Hertugen fratog Biskop Valdemar og hans Bispesæde Borge, Ejendomme, Landsbyer og allehaande Gods — saaledes lyder senere Bispens Klage, men det har sandsynligvis været med fuldgod Grund, fordi Hertugen følte, at hans Fætter var ved at indlade sig i ulovlige Forbindelser og et hemmeligt Forbund med Landets Fjender, Biskop Valdemar klagede imidlertid i Rom, og en pavelig Legat Cynthius fik det Hverv at rejse herop for at mægle imellem de stridende. Da Legaten ikke kunde give Bispen Medhold, synes
