| 786 | Hertugdømmet Sønderjylland. |
som Arvegods i Slægtens Besiddelse, og vi se de samme Skatte- og Indtægtsspørgsmaal, som belyses af Jordebogen, forhandlede paa Rigsmøder eller nærmere bestemte i de udgivne Forordninger.
Af andre Kilder erfare vi endvidere, hvorledes Kong Valdemar i det sidste Tiaar af sin Levetid uddelte Forleninger eller bortgav Jordegods til Medlemmer af sin Familie. Efter den unge Valdemars Død lod Kongen sin ældste Søn Erik krone af Ærkebiskop Uffe i
277. Kong Valdemar Sejrs Segl og Modsegl fra hans senere Regeringstid (Waldemarus Del gratia Danorum Sclavorumque rex; clipeus Waldemar! regis Danorum). ⅔.
Lunds Domkirke paa Pinsedag 1232; Erik var dengang 16 Aar gammel og blev fra nu af Faderens Medregent. Den Stilling som Hertug af Sønderjylland, som Kong Valdemar havde haft ved sin Tronbestigelse, havde han ikke villet opgive, fordi han blev Konge. Han har ikke villet lade denne Post som Krigshøvding gaa over i anden Haand, og efter at han havde faaet Sønner, har han ønsket, at den bevaredes som en Stilling, d*er kunde tilfalde den næstældste af dem; paa Kong Knuds Tid havde han jo selv paa denne Maade besiddet Hertugstillingen. I den første Tid af sin Regering beholdt Kong Valdemar derfor Titlen Hertug af Sønderjylland ved Siden af »de Danskes og Venders Konge«; i hans Modsegl ses en Rytter, der sprænger frem med Hertugfanen i Haand, og Indskriften lyder: »Hertug af Jylland, Herre af Nordalbingien« (Fig. 267). Først ved Tiden 1215 — samtidig med, at Kejser Frederik har afstaaet alle
