| 812 | Biskop Peder Sunesøn bygger Roskilde Domkirke. |
Jernbyrd med kristelige Ceremonier (S. 740, 820), og den havde paa dette Omraade en meget vanskelig Opgave at løse.
Om det kirkelige Liv, saaledes som det fremtræder igennem Kirkebygningerne, er fortalt i et tidligere Afsnit (S. 647 ff.). Man vedblev med at udstyre Kirkerne med skønne Kalkmalerier, Altre og mangehaande kirkelige Prydelser, saaledes som mange af de medfølgende Afbildninger ville udvise. Her skal endnu kun nævnes, hvorledes Landet paa denne Tid fik et af sine mest karakteristiske Mindesmærker.
Domkirken i Roskilde, saaledes som Biskopperne Vilhelm og Svend Normand havde bygget den, strakte ikke længere til, efter at Præsteskabet ved Kirken var vokset stærkt; ved Indtægten af det rige Jordegods, som efterhaanden var bleven skænket Kirken, blev det muligt at bygge en mægtigere Bygning. Vi have fortalt, hvorledes Biskop Peder Sunesøn under sit Studieophold i Paris var bleven knyttet til den højt ansete Abbed Stefan (S. 685); da Peder senere ledsagede Prinsesse Ingeborg til Frankrig (S. 725), traf han ved den sørgelige Bryllupsfest i Amiens atter sammen med Stefan, der var bleven Biskop i Toumay. Det er højst sandsynligt, at Peder paa Rejsen har besøgt Stefan i hans Bispeby. I hvert Fald maa Stefan have skaffet Biskoppen en Arkitekt fra Toumay, derom vidner den Stil, hvori Roskildekirken nu byggedes (Fig. 285). Særlig har Koret med dets Omgang og Galleri, der begge aabne sig ind mod Kirken med søjlebaarne Arkader, og hvorover der findes en Række Blindinger med malede Figurer, samt øverst en ribbet Hvælving, en mærkelig Lighed med tilsvarende Dele af Tværskibene i Tournaykirken. De ejendommelige, tredelte Vindusgrupper i Roskildekirkens øvre Korgalleri og i Langhusets Sidegallerier genfinder man ligeledes i det af Stefan byggede Kapel, der forbinder hans Bispegaard med Kirken. Roskildekirken stod længe under Bygning; de i den paafølgende Menneskealder byggede Dele vare vistnok stærkt fremspringende Korsfløje, hvilke dog senere, efter at der 1234 var overgaaet Kirken en Brand, bleve meget forkortede.
Retten var selvgroet, den havde i langt mindre Grad end i Nutiden formet sig i Lovreglers sluttede Ordlyd, om end mangen Retssætning havde faaet sin faststøbte Form, mulig med Bogstavrimets
