| Retsseedvanen. | 813 |
Hjælp. Samfundets Sædvane saavel som Praksis paa Tinge vare lige saa tvingende for Parterne som en Lov. Selv om nu Praksis kunde uddanne sig paa ethvert Ting og baade Herreds- og Sysselting bidrage til at danne Retten, maatte Befolkningen inden for det hele Landskab, hvis Berøringer og Forbindelser gik langt uden for Herredets og Syslets Skel, ønske sig en ensartet Ret. Det maatte derfor være Landskabets fælles Ting, hvor alle Stemmer kunde høres og de kyndigste Mænd samledes, der afgjorde, hvad der i Virkeligheden var gældende Ret. Derfor beskriver ogsaa Ælnoth Viborg som »et Sted, hvorhen der hyppigt fra alle Jyllands Egne kommer en betydelig Mængde Mennesker sammen, dels for at forhandle om almindelige Anliggender, dels for at drøfte, hvad der i Sandhed er Lov og skal holdes i Hævd, dels for at tage Beslutning om Love; og hvad den forsamlede Mængde enigt beslutter, kan ikke ustraffet sættes ud af Kraft i nogen Egn i Jylland«.
Der fortælles jo ofte i Danmarks ældre Historie, at Konger vare berømte som Lovgivere. Det har dog sikkert altid været saa, at Magten til at give Love tilkom Folket, og naar derfor en bestemt Konges Love nævnes, viser det kun hen til denne Konges Indflydelse paa, at en Lov blev vedtaget, eller hans Stadfæstelse af Beslutningen (S. 173). I øvrigt kunde meget vel en Landsdels Befolkning anmode Kongen om, med sin Autoritet og med Bistand af sine kyndige Omgivelser, at fastslaa, hvad der skulde være Ret; saaledes gav Kong Valdemar en Forordning for Fyn om Helligbrøde (1228), efter at der længe havde været Tvist mellem Fynboerne og deres Biskop og begge Parter havde indvilliget i, at Kongen fastslog Reglerne. Kongen blev i et saadant Tilfælde Lovgiver ved en overdraget Bemyndigelse; uden en saadan maatte han selvfølgelig være berettiget til paa egen Haand at give Love, naar Befolkningen selv ikke kunde enes om, hvad der skulde være Ret, thi hver Borger maatte have Krav paa at vide, hvad den Lov bød, som han skulde lyde.
Hovedreglen vedblev saaledes at være den, at Folket selv dannede sig sin Ret, hvorfor Landstinget endnu langt ned i Tiderne var Lovenes rette Fødested. Imidlertid maatte en Stadfæstelse fra Kongens Side i mangfoldige Tilfælde være fornøden, hvis Loven virkelig skulde faa Lovskraft. Saaledes vilde Borgerne ikke ensidigt kunne mildne Straffebestemmelser og nedsætte Bøden for en Forbrydelse, naar Kongen, som skulde være Landefredens Vogter, heri maatte se en Fare for Retssikkerheden, foruden at han maaske vægrede
