| 814 | Landslove og Rigslove. |
sig ved denne Nedsættelse af sine Indtægter. I det hele maatte Borgerne have Kongens Samtykke paa alle Omraader, der vedrørte Administrationen; Lovene nævne saaledes udtrykkelig en Flytning af Tingstedet. I øvrigt kunde Kongen meget vel have en anden Opfattelse end Bønderne af, hvad der var gældende Ret, saaledes som flere Optegnelser af skaansk Ret vise: »dog siger Kongen ...«, »men Kongen vil have den Lov .. .«.
Love, der vedtoges paa et Landsting, gjaldt dog kun i den enkelte Landsdel. Naar nu et Forhold nødvendigvis maatte ordnes ensartet for det hele Rige, maatte Afgørelsen heraf egentlig tilfalde en Rigsforsamling, hvor det hele Folk mødtes. En saadan fandtes imidlertid ikke. I ældre Tid var ganske vist ved saadanne Lejligheder som Kongevalg det hele Folk strømmet sammen, saaledes til Isøremøderne, men nu var dette gaaet af Brug. Af egentlige Folkestævner fra hele Riget fandtes kun Hærstævnerne, paa hvilke ogsaa jævnlig offentlige Anliggender bleve forhandlede, men til Behandling af Lovgivningssager egnede disse Sammenkomster sig ikke. Saaledes maatte Rigslove forhandles og vedtages paa de Sammenkomster med Landets Stormænd fra alle Landskaber, som Kongen lod holde nogle Gange hvert Aar. Det er klart, at paa Indholdet af denne Art Love vilde Kongen let faa en stærk Indflydelse, ligesom de vilde fremtræde som givne af Kongen og komme til at bære hans Navn. Saadanne Rigslove vare Lovene om Hærtjenestens almindelige Omfang, hvorimod den nærmere Fordeling af Ledingsbyrden kunde ordnes særligt inden for hver Landsdel. Ligeledes maatte Kongen efter Raadførsel med de store kunne give fælles Regler for Landet, naar Kirken og Paven erklærede, at de gældende Regler stred mod Kristendommens Bud eller førte til alvorlige Misbrug, saaledes naar Jernbyrd forbydes eller der skrides ind mod en urigtig Anvendelse af Ed. En Lov, der gjaldt i det hele Rige, om end kun for en enkelt Klasse Mænd, var endelig Vederlagsretten; det var en Vedtægt, som Kongerne gav, men hvori Herremændene samtykkede.
Den indre Vækst i Riget og dettes stærke Optræden udadtil maatte nødvendig bevirke en stadig nøjere Sammenslutning af alle Landsdele, og derfor drog Rigslovgivningen jævnlig nye Omraader ind under sig, hvad der atter forøgede Kongens Indflydelse paa hele Lovgivningen. I en latinsk Forordning om Manddrab, givet af Kong Knud for Skaane (1200), møder os da ogsaa de Ord, at det er Kongens Ret at give og ændre Love, men Betydningen af denne
