| Den skaanske og de sjællandske Love. | 815 |
Udtalelse, der er en fra Romerretten indsmuglet Sætning, som del maaske mentes nyttigt at foreholde de urolige Skaaninger, afkræftes af selve Forordningen, idet Kongen tilføjer, at Loven ikke skaber ny Ret, men kun stadfæster gammel Vedtægt, og at desuden Kongen er villig til at gøre Ændringer i Bestemmelserne, hvis Nødvendighed kræver det. Denne Lov fremkom paa Grund af Klage fra »de bedste Mænd i Skaane«, og da det senere viste sig, at dens Bestemmelser ikke havde standset de mange Manddrab, som gik i Svang, vedtog »de bedste Mænd« en ny Regel, som Kongen stadfæstede. Jydske Lovs Fortale kan saaledes med Grund udtale, at »Kongen giver og Landet vedtager Loven«.
En af Kong Valdemars skønneste Gerninger paa den fredelige Styrelses Omraade var, at han gav den Jydske Lov i Vordingborg 1241. Men inden der fortælles om denne første kongegivne Landslov, ville vi betragte de øvrige danske Provinslove, som paa denne Tid fik en endelig Form og bleve nedskrevne; der var klart nok i alle Landsdele hos Folket stor Iver efter at faa Retten slaaet fast og derhos skrevet.
Den ældste af de danske Landslove er den Skaanske, der synes at være nedskrevet nogle Aar efter 1200. Fra Sjælland findes der to forskellige Retssamlinger, hvilke gaa under Navnet Kong Valdemars og Kong Eriks Sjællandske Lov. Største Delen af de to første Bøger af Valdemars Lov genfindes som Bestanddel af mange Haandskrifter af Skaanske Lov; de betegnes gerne som Arvebogen og Orbodemaal (d. e. Misgerningssager, i hvilke der ikke lages Bod); det er dog ikke sikkert, at de have været gældende Ret i Skaane. Omvendt ere enkelte Regler af skaansk Ret blevne optagne i Sjællands Lovbøger. Uagtet Eriks Sjællandske Lov er den senest nedskrevne og indeholder Bestemmelser, som aabenbart ere nye og opkomne under Valdemar Sejrs Regering, findes der dog i den Lovregler af særlig gammel Karakter, saaledes at Lovsamlingen fremtræder noget uensartet og synes at være kommen i Stand til forskellige Tider. Begge de sjællandske Love synes at have været gældende for hele det sjællandske Lovomraade, og de vise os begge Retten paa et ældre Trin end i Jydske Lov.
Om den Maade, hvorpaa disse Retssamlinger ere blevne til, faar man et Vink af de især i Valdemars Sjællandske Lov forekommende Udtryk, hvor Lovberetterne personlig træde frem: det mæle vi saa; det skulle I vide; den Mand kalde vi syg, som . . . osv. Ved saadanne Udtryk føle vi os ligesom stillede over for en
