| 828 | Saltkogning hos Strandfriserne. |
De vare »Friser i Danelagen« og boede i Syslerne (Sysselfriser), medens Strandbyggerne vare »Friser i Friselagen«, »i Herrederne«, Strandfriser og Kongens Friser.
De tungt rullende Vogne, som vi mødte, bragte Salt fra de frisiske Boder, og Salt var en Hovedartikel for Datidens Husholdning og for mange Næringsveje. Her ved Kysten blev Salt kogning drevet paa en ejendommelig Maade, som har holdt sig indtil omtrent for hundrede Aar siden. Man sejlede et Stykke ud fra Stranden, ventede^ til Ebbetiden kom, og grov da saltholdig Tørv op af Havbunden, ved den kommende Flodtid førte man sin Ladning til Land. Her brændtes Tørven til Aske, og af denne blev atter Saltet udludet ved Paa-hældning af Saltvand; ved Kogning i Kedler dampedes derpaa. Vandet bort, indtil et smukt, stærkt, hvidt Salt fremkom, der var bedre end det Salt, som ellers rundt om ved Kysterne Saltbrændere (S. 164) indvandt af Havvand eller Tang. Allerede Saxo omtaler Frisernes Tilvirkning af Salt ved Hjælp af Tørv; ifølge Kong Valdemars Jordebog havde Kongen her tre brænnæstallær, Hertugen een — såaledes hed den af lave Forhøjninger beskyttede Plads ved Stranden, hvor man havde den osende Tilvirkning.
Idet vi nærme os Hedeby, vil et stort Kors ved Vejen vække vor Opmærksomhed ; det bærer intet Kristusbillede og synes at have en særegen Betydning. Det var Fredkorset, som rejstes ved Veje, der førte ind til Købstæder og angav »Byfredens« Begyndelse; hertil strakte sig Byens Grund, alle Overtrædelser inden for Byfreden hørte ind under Købstadsretten og ramtes af dens strengere Straf.
Vi naa ind til Hedeby og Slien; her ved Fjorden have Fiskerne bredt deres Net paa Land — thi saa langt som Rorpinden (hjalmervol) kan kastes fra Skibet op paa Land, har man Ret til at
287. Gravsten fra Andst Kirke ved Kolding (øverst ses to Ægtefæller; Hustruen bærer samme Hovedbeklædning som Absalons Moder. Fig. 220). o. 1200. 1/16.
