| Solskifte. | 831 |
dyrket Plet af Almindingen, eller Udflyttere havde slaaet sig ned paa Byens Udjorder.
Saaledes var Landsbyen ejendommelig for Landskabet dengang mere end nu om Stunder, Klyngerne af Huse, tækkede med Straa, Rør eller Lyng og med Vartræerne ridende paa Ryggen, med deres talrige Udhuse, med Stakkehaver, Hjælme og Bigaarde. Og man maatte hurtigt faa Øje for, at i en saadan Landsby gjorde Ensartethed og Fællesskab sig gældende.
Fællesskab i Landsbyen havde dog intet at gøre med Kommunisme i Nutidens Mening. Ejendomsretten var uberørt deraf, og den fribaarne Mand, som var Jordejer, havde netop et Æres-fortrin fremfor andre fribaarne, som ikke ejede Jord. Fællesskabet fremtraadte i, at hans Jord ude paa Marken var bestemt som en Kvotapart af hele Byens Jord, og at hans Andel i Græsningsretten og Benyttelsen af Fælled og Oredrev var fastslaaet efter samme Kvota forhold; endvidere paahvilede der ham en Forpligtelse til at dyrke og indhegne paa samme Maade som de andre Ejere. Saaledes var enhver Ejers Lod bestemt ved Udmaaling som en Del af Helheden, og den Fremgangsmaade, hvorved Marken deltes, kaldtes Markrebning eller Solskifte. Al Jord, som var tildelt ved Udmaaling, kaldtes rebedret.
For at kunne forstaa en saadan Markrebning, som fastsatte hver Ejers Lod, vil det være nødvendigt først at kaste et Blik paa Driftsmaaden. Der anvendtes i de enkelte Landsdele forskellige Driftsmaader, i Jylland nærmest en Art Kobbeldrift, hvorved den samme Jord besaaedes flere Aar i Træk og derefter nogle Aar hvilede, i Skaane, Sjælland og andensteds det saakaldte Trevangsbrug, i enkelte Egne af Landet Alsæddrift, hvor Jorden stadig var under Avl; man kunde dog i alle Landsdele finde ulige Driftsmaader anvendte. Ifølge Trevangsbruget, som vi her ville tage til Udgangspunkt, blev den Mark, hvori der et Aar dyrkedes Rug, næste Aar besaaet med Byg (eller Skiftet af Sædarterne var omvendt), medens Jorden hvilede som »Fælled« i det tredje Aar, hvorpaa den samme Rækkefølge i Udsæden begyndte paa ny. Den Del af Byens Jord, der indtoges til Dyrkning paa en bestemt Maade og omgærdedes, indvængedes, hed en Vang, og det er klart, at der først og fremmest maatte gives den enkelte Ejer Andel i hver enkelt Vang. En Vang, saaledes »Rugvangen«, behøvede imidlertid ikke at være beliggende paa eet Sted, den kunde omfatte »Agerskifter« eller »Aase«, der laa paa ulige Steder, men som tilsammen alle dannede Rug-
