| Møller. | 835 |
ud paa Fælleden. Men foruden hin Gadeforte blev ogsaa den brede Vej ud til Oredrevet kaldt Forte; det var en Græsningsvej eller Fægang, ofte med en Vanding.
Al denne Inddeling og Afgrænsning af Landsbyens Jord hørte op, naar Sæden var høstet, saa toges de fleste Hegn bort, man nyttede Æv ret (Græsningen paa de høstede Marker), og Byens store Kvæghjorder gik ud over Stubmarkerne.
Det er de tætte Klynger af straatækte Huse, som i Landskabet vise os Landsbyen; i Kirkebyen skød desuden Kirken sin Ryg op over Husmængden, hvorimod det endnu ikke var almindeligt, at den havde Taarn. Og medens vi i vore Dage paa Bakken ved Landsbyen eller andre Højder se Møllen med de svingende Vinger drage Nytte af vor blæsende Luft, fandtes dengang ingen saadanne, først i Midten af Aarhundredet forsøgte man i nogle Købstæder at bygge væthærmylnæ. Møllerne maatte man snarere søge i Hulninger ved de strømmende Aaer eller ved de større Søers Udløb. Der var dengang i Vandløbene mere Vand og stærkere Fald, man tvang ogsaa Vandet ved damsbaand (Dæmninger) og paa anden Maade til at gøre Nytte. Hvis man ikke havde Hævd paa at maatte have en saadan Mølle, turde man ikke gøre Mølle af ny, naar andres Mark og Eng led Skade derved. Havde man kun en Vintermølle, maatte Stigbordet optages inden Korsmesse (3. Maj) og ikke sættes igen, »før alt Hø og Korn er inde«. Der kunde ved en Aa være en livlig og larmende Række af saadanne Møller; i et Brev af Kong Valdemar I nævnes saaledes ved Tommerup Aa i Skaane: »Valkemølle, Vippemølle, Kubemølle (Kube d. e. Tragten, hvorfra Kornet løber i Kværnen), Bromølle og Øverstemølle med deres Damme, Damsbaand og Damfløde« (d. e. Oversvømmelse, Bagflod)«.
Spredt mellem alle disse Landsbyer laa skønne Skove, mindre og vidtstrakte, der vidnede om, hvor stærkt skovklædt Landet engang havde været, inden Opdyrkningen ret tog Fart. Nogle Skove vare hegnede, mange ikke, og derved var ofte angivet, om Skoven var i Enkeltmands Eje eller en Fællesskov. Endnu i Skaanske Lov er det saa, at først over den Skov, som Ejeren hegnede, var Ejendomsforholdet bragt helt til Afslutning, først i en saadan havde Ejeren udelukkende Ret til at jage, ligesom Ejeren kun i gjort Vand, der er fæstet med Dæmninger, ikke i anden Sø paa sin Grund, havde Eneret til Fiskeri. Naar Kongen flere Steder besad en hegnet Skov, vilde det sige, at det var hans særlige Jagtpark. Mange Skove vare i Landsbyers Fælleseje, og andre vare Kongens eller de
