| 838 | Sildefangsten i Øresund. |
Værksteder, Væveri, Vandmøllen med fire Møllehjul, Hestemøllen, et Brøndhus, hvor man drog Vand ved Hjælp af »et beundringsværdigt Hjuldrev«, og Ladebygningerne. Et Cistercienserkloster drev saaledes hele sin Husholdning paa egen Haand; det skaffede sig Føde af Markens Frembringelser, det bryggede selv sin Drik, vævede og syede egne Klæder. Det tjente den rejsende, som her fandt Tag over Hovedet, Natteleje og god Kost.
I Kirken lyste Dag og Nat en Lampe til Guds Ære, men til Tegn paa, at her i Klosteret ogsaa øvedes Kærlighedsgerning mod Mennesker, brændte gennem hele Natten en Lampe ved Klosterporten, saa at den trætte rejsende vejlededes om, hvor Herberg var at finde; for enhver, som bankede paa, aabnede Portvagten, idet han bøjede Knæ og udtalte Velsignelsen mod den kommende. Denne Værtpligt og rundhaandede Gæstfrihed kunde være en af de tungeste Byrder, som hvilede paa et Kloster, forstyrrende for dets Økonomi og for Klosterfreden. Men dernæst havde hvert Cistercienserkloster til Pligt at hjælpe trængende og bespise nødlidende; selve Ordens-reglerne havde paalagt dem det, og mange havde skænket dem Jordegods, imod at de udviste Godgørenhed.
Jo mere vi drage mod Øst, desto stærkere ville vi kunne iagttage hos Befolkningen en Bevægelse over imod Øresund. Ad Vejene færdes Vogne, Ryttere og gaaende ud imod Havet, og vi blive vaer, hvorledes paa dette alle Sejl stævne fra Nord og fra Syd henimod Skaanes Hjørne. Her foregaar det store Høstfiskeri og Marked, da der er Brug for Arbejdskraft og Penge. Landboen skal betale sin Landgilde til Jomfru Marie Himmelfarts Dag (15. August), hedder det hos Anders Sunesøn, for at Husbonden kan have den til Raadighed ved Fiskemarkedet.
Vi høre paa Valdemarernes Tid for første Gang om et Skaane-marked af en saadan Udstrækning, som vi kende det fra den senere Middelalder. Og dog er der næppe Tvivl om, at der har været Sildefiskerier af betydeligt Omfang endnu i langt tidligere Tid. Saxo fortæller, hvordan Silden kunde staa saa tæt i Sundet, at Fartøjerne standsedes derved og det næppe nok var muligt at ro sig frem gennem Stimerne; man behøvede ikke Garn, thi man kunde tage Sildene op med Hænderne. I det sidste Aarti af det 19de Aarhundrede har man ved danske og svenske Kyster set saa vidunderlige Eventyr af denne Art, at Saxos Ord næppe ere overdrevne. Men det er værdt at lægge Mærke til, at Saxo paa ingen Maade betegner denne Sildefangst som noget nyt. Ikke heller Arnold († 1212)
