81
Herulernes Vandringer.
Stammer fra den europæiske Folkevandringstid. Prokop var Sekretær og Raadgiver hos Kejser Justinians Feltherre Belisarius og fulgte ham paa hans Hærtog i Persien og Europa; omhyggelig og sanddru fortæller han paa en frimodig Maade, hvad han har set og kunnet opspørge om sin Tids Historie. Han beretter nu følgende om det Folk, der hed Heruler og som paa Kejser Anastasius’ Tid (491—518) boede oven for Donau. Under en Krig med deres Naboer Langobarderne vare Herulerne blevne slaaede og maatte flygte til Gepiderne i Landet mellem Donau og Dnjestr. De bleve senere forjagede ogsaa herfra; nogle droge over Donau og bosatte sig med Kejserens Tilladelse i Illyrien, andre derimod foretrak, under Førere af kongeligt Blod, at vandre til den yderste Del af den beboede Verden. Paa denne Vandring kom de først gennem Slavernes Lande, derpaa gennem vidtstrakte øde Egne til Varnerne, der boede i Landene ved Nedreelben og Nordsøen. Uforstyrrede rejste Herulerne videre gennem Danernes Folkeslag og kom til Oceanet. Her gik de om Bord og sejlede til Thule (den skandinaviske Halvø), hvor de bosatte sig ved Siden af Gauterne, det talrigste af dette Lands Folkefærd.
De Heruler, som vare forblevne i Illyrien, sloge nogen Tid efter deres Konge Ochon ihjel. Efter først at have besluttet, at de ikke vilde have nogen Konge, kom de paa andre Tanker og sendte Bud til de i Thule bosatte Heruler for at faa en Mand af Kongeblod til at herske over dem; Sendemændene naaede Thule, hvor de forefandt mange af kongelig Herkomst, og de valgte til Konge en Mand, som tiltalte dem. Paa Rejsen gennem Danernes Folk blev han imidlertid syg og døde, hvorfor de maatte vende tilbage til Thule og vælge en ny Konge. Denne hed Todasios; hans Broder Aordos og 200 unge Heruler fulgte med til Syden.
Men under disse Forhold var Rejsen bleven langvarig. Herulerne ved Sigidon (Belgrad) vare desuden blevne ængstelige ved Tanken om, at de ikke forinden havde faaet Tilladelse til Kongevalget af Kejser Justinian, hvorfor de sendte Bud til Byzants og bade Kejseren om at vælge dem en Konge. Justinian valgte da Svartuas, som længe havde boet i Byzants. Han ankom til Herulerne, der i nogle Dage glædede sig over deres nye Herre; men saa kom Udsendingerne tilbage med den møjsommelig i Norden hentede Konge. Svartuas maatte drage mod Medbejleren; Herulerne lode ganske vist som om de vilde følge Kongen, men forlode ham, saa at han maatte ty til Kejseren for paa ny at blive indsat ved
Danm. Riges Hist.
I 11
