111
aldrig nogen har været pint før, og du skal hundrede Gange ønske dig død, før du kommer af med Livet. — Men siden du er saa flink til at stjæle, saa kunde du maaske endda slippe for bedre Kjøb og faa Guldfolen oven i Kjøbet, optømmet som den staar, dersom du kunde skaffe mig den skjønne Fru Helene, som jeg længe har ønsket mig, men aldrig har kunnet faa Fingre paa.«
»Jeg skal prøve paa det,«, sagde Alexander,« og dersom det ikke lykkes mig at faa hende, saa skal jeg komme igjen og give mig i din Vold.« Det maatte han da love og sværge med sin dyreste Ed, og Troldkongen lovede at holde sit Ord og give ham Guldfolen, naar han kom igjen med den skjønne Fru Helene. Saa blev han lukket ud af Porten, og da han kom ud i Skoven igjen, saa var Ræven strax ved Haanden. Men da var den saa vred, saa Kongesønnen trode, den vilde æde ham. »Ja, nu er det nok bedst, jeg splitter dig ad, du utro Alexander!« sagde Ræven, »nu er der ikke mere ved dig at gjøre, og vi faar hverken Hest eller Fugl.« — »Jo,« sagde Alexander, »der er endnu Raad, naar du kan hjælpe mig til den skjønne Fru Helene.« Og saa fortalte han, hvad han havde maattet love Trolden, og hvad Trolden havde lovet ham.« Det er endnu den allerfarligste Færd,« sagde Ræven,« og det er aldrig værdt at prøve derpaa, for jeg kan jo ikke stole paa dig. Og glippede det for os, saa var baade du og jeg fortabte.« Men Alexander bad den saa bønlig, ikke at slaa Haanden af ham, og lovede saa vist, at nu skulde han være lydig, at Ræven til sidst sagde: »Saa sæt dig da op paa min Ryg, og lad os komme afsted!«
Saa sprang Ræven med ham over Bjærge og Bakker, over Heder og gjennem Skove, i en lynende Fart, saa Alexander ikke kunde holde sine Øjne aabne, men sad paa dens Ryg og dukkede
