EDVARD BRANDES
kere end dem selv. Overalt ser man, at den enes lykke er betinget af den andens lidelse. Og samtidig viser det sig ofte, at den lykkeliges lykke forringes under indtrykket af den lidendes lidelse. Ja, således som nutidsmenneskene er indrettede, så følsomme, nærtagende, afhængige af andres stemninger de er, til trods for deres egoisme, så hænder det mangengang, at lykken i dette sammenstød går tilgrunde, uden at nogen part vinder. Resultatet blir kun negativt.
Gerhard Dahlstrup føler sig i hele sit væsen dragen mod Helene Bording, det er en moden mands langsomt udviklede og fuldt bevidste følelse for den kvinde, der sjælelig og fysisk har bragt de sterkeste strenge i hans indre til at skjælve.
Og Helene Bording, der har spildt det bedste af sin ungdom, mens hun pleiede en forrykt mand, kommer ham imøde. Hans mandige følelse har vakt nyt liv, hvor alt syntes dødt.
Der er en anden kvinde, Marie, Gerhards hustru, også hun elsker ham, og med hele en enkel, sterk, lidt grovslået naturs lidenskab og forfængelighed samler hun alle sine kræfter, bruger hun alle midler for at bede ham, bevæge ham, tvinge ham til at bli.
Så begynder kampen, på liv og død, mellem mennesker, der har alt at tabe, mens gevinsten er uvis.
Gerhard vover ikke at åbenbare alt med én gang. Han taler først om en lang studiereise, til Afrika, på ubestemt tid. Men tilsidst må han si, at han reiser sammen med Helene. Hele den langsomme afsløring af hans hemmelighed, hans forsigtighed, hans mangel på djervhed, er karak-
— 52 —
