Spring til indhold

Side:Danske digtere 1904.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

EDVARD BRANDES


teristisk. Den forbereder, hvad der senere sker. Edvard Brandes’ pålidelighed dokumenterer sig også derved, at der sjelden eller aldrig er noget brud i personernes sjælelige udvikling. De træder altid ind i stykket med de muligheder, der senere forekommer som realiteter.

Marie er skildret med stor kraft, forstående, uden uvilje, hun ser alt med *sit* blik, hun tror på *sin* ret, hun husker alt, som taler for hende og mod de andre, hun blir brutal, men det er naturligt, det er hende i det øjeblik naturnødvendigt, hendes smerte er så voldsom, at den vækker den dybeste medfølelse, skjønt man på samme tid merker, at hun er ringere end de to andre. Den følgende scene, mellem hende og Helene, har intet for lidet og intet for meget: er Marie simpel, så er hendes sorg oprigtig, — er hun rå, så er hendes lidenskab blind. Der er en ubønhørlig sandhed i hele denne scene, hvor ingen har gjort noget ondt, og hvor de alle tre er onde imod hinanden, de to, der synes at være den vindende, i hensynsfulde ord, den tabende i ord, hvis voldsomhed maler hendes hjælpeløshed.

Så kommer i tredie akt det afgjørende slag. Da fører Marie alt sit i marken. Da støtter hun sin personlige interesse til en større, hjemmets, barnets. Først prøver Helenes bror, Knud Vinge, at kalde det store samfund til hjælp: „Der gives visse regler og love, som man ikke kan sætte sig udover. Du lever ikke mellem vilde mennesker, men i et ordnet samfund, hvis moral du skal rette dig efter, siden du nyder dets goder. Gør dig så sterk og uafhængig som du vil — jeg er hverken reaktionær eller bigot — der er dog noget, du må lade stå fast som den urokkelige

— 53 —