Spring til indhold

Side:De uden Fædreland 1906.djvu/142

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

128

enten af ren Befippelse eller af Glæde — og han sagde:

— Kære, unge Mand … De maa forstaa, at …

Men under et hastigt Mylr af Beregninger (Slægten Aponyi var en af Institutionens Støtter, det skyldtes en Aponyi, at Hr. Dupierre var ungarsk dekoreret) sagde han:

— Hvor vil De ta’e hen?

Joán svarede ligesom før:

— Professor Legat har Kostgængere.

Han rejste sig — der var noget over ham som ved en Tinsoldat, der vilde bevæge sig:

— Saa ta’er jeg bort iaften.

Ogsaa Hr. Dupierre var staaet op. Han var nærmest fortumlet:

— Men kære unge Ven … man maa dog … Deres Hr. Fader ….

Og i samme Øjeblik sagde han, til sig selv, at han altsaa vilde tilskrive Comte d’Aponyi père: „Deres Excellence vil forstaa, at jeg fordrede den unge Persons Fjernelse uopholdeligt“.

Joán var gaaet hen over Gulvet:

— Farvel, sagde han.