128
enten af ren Befippelse eller af Glæde — og han sagde:
— Kære, unge Mand … De maa forstaa, at …
Men under et hastigt Mylr af Beregninger (Slægten Aponyi var en af Institutionens Støtter, det skyldtes en Aponyi, at Hr. Dupierre var ungarsk dekoreret) sagde han:
— Hvor vil De ta’e hen?
Joán svarede ligesom før:
— Professor Legat har Kostgængere.
Han rejste sig — der var noget over ham som ved en Tinsoldat, der vilde bevæge sig:
— Saa ta’er jeg bort iaften.
Ogsaa Hr. Dupierre var staaet op. Han var nærmest fortumlet:
— Men kære unge Ven … man maa dog … Deres Hr. Fader ….
Og i samme Øjeblik sagde han, til sig selv, at han altsaa vilde tilskrive Comte d’Aponyi père: „Deres Excellence vil forstaa, at jeg fordrede den unge Persons Fjernelse uopholdeligt“.
Joán var gaaet hen over Gulvet:
— Farvel, sagde han.
