129
Hr. Dupierre havde fremstrakt sin meget velplejede Haand. Men Joán saá det ikke. Han var allerede gaaet.
Han gik op paa sit Værelse og tog en lang Silkepung op af sin Pult. Han talte Pengene. Han kunde inat bo i Grand Hotel, hvor han var kendt. Og imorgen tage til Professor Legat, som altid havde tilbudt ham det. Saa var det ogsaa bestemt, at han blev helt uddannet.
Han blev staaende et Øjeblik — endnu med de mange Guldstykker i sin Haand.
— Ja, saa var det altsaa bestemt:
— At han blev helt uddannet.
Han tænkte kun rent praktisk. Pakkede nogle Sager sammen og tog sin Haandkuffert. Drikkepenge kunde han sende. Erik og Harald kunde han skrive til.
Han gik ud, med Haandkufferten i sin Haand, og mødte ingen.
I Vestibulen stod Inderen. Han vendte Hovedet:
— Hvor skal du hen? spurgte han.
— Bort, sagde Joán, hvis Stemme pludselig skjalv paa det ene Ord.
Inderen sagde kun:
Herman Bang.
9
