184
— Ujházy, klatr op paa Bjergene. Klatr derop og Grænserne sés ikke og er viskede ud og Staterne, de er ikke. Og Lovbøgerne er ikke og Forbrydelsen er ikke Forbrydelse og Vanæren er ikke Vanære og Skammen ikke Skam, der er ingen Lovbøger og der er ingen Paragraffer. Men jeg er — og ingen uden jeg …
Jens Lund tav et Øjeblik:
— Jeg er og Stjernerne er.
— Spil for dem, Hr. „Hvad er det nu, De hedder“? de hører s’gu li’saa godt som Menneskene. Over os er Stjernerne og Døden. Men nu lever jeg og er fri og spiller baade Stjerner og Død mit Liv op i Ansigtet …
— Men De, Grev Ujházy — og Jens Lund drejede sig om paa Hælen — De er s’gu fra forrige Aarhundrede.
— Ja, sagde Joán, i hvis Tindinger Blodet slog.
Jens Lund lo igen:
— Og hvad jeg si’er, er noget Vrøvl, men hvad jeg tænker, er sandt.
— Ja, sagde Joán og talte sagte: sandt for den, der kan tænke det.
