8
— De er saa smukke, sagde hun med en Stemme, der altid var ligesom et andet Sted end hendes Ord, og hun følte selv om Perlerne om sin Haand.
Men Faderen bøjede sig og kyssede hende paa Haaret, saa hastigt.
— Har du redet? sagde hun.
— Ja, sagde han og slog Pisken mod de ungarske Støvler, som han altid bar fra den Tid, han endnu i Budapest gjorde Tjeneste ved det andet Husarregiment.
— Saa hurtigt, du er kommen hjem.
— Her kan man snart faa redet rundt, svarede Faderen, og hans Øjne havde skiftet Udtryk.
De tav alle, mens Faderen gik bort mellem Vinstokkene. Solen glitrede og lyste henover Moderens Kæde og i alle hendes Fingerringes Stene. Hun stirrede, med sine fjerne Øjne, saa længe ud over Flodens Vand.
— Ane, sagde hun og rørte sig ikke: Kan du huske, hvor Fjorden den var blaa hjemme ved Vejle.
Ane havde drejet sit Hoved:
