222
— Min Mo’er var født i Vejle.
Der gik et Nu.
— Var det i Vejle? sagde hun og talte sagtere.
— Ja, i Vejle, gentog Joán og hans Stemme var meget lav.
Og smittet af noget i hans Stemme sagde hun næsten i samme Tone:
— Og saa kom hun til at rejse saa langt?
Joán saá paa én Gang paa hende:
— Ja, langt, sagde han.
Men maaske for at ændre Stemningen, sagde hun og talte lidt afbrudt, men muntert:
— Men der er nu ogsaa dejligt om Vinteren. Der er, synes jeg, saa levende altid i Vejle … og Folk, de saadan træder til og taler højt i Gaderne … Jeg holder nu næsten mer af Vejle end af København.
— End af København?
— Ja, det er maaske fordi København er for stor for saadan En fra Landet … eller jeg véd ikke, ikke stor nok.
— Ikke stor nok?
Joán saá paa hendes lille Ansigt, der pludseligt blev rødt og rødere — som paa Stationen:
