340
Men Joán svarede ikke. Med Violinen i sin Haand stod han foran „Skumringen“ og smilte.
Berlineren slog Champagnen op i Glassene.
— Det er nu rart, her er en Stol, sagde Erik og tømte sit Glas.
— Ja, sagde Joán, og han saá med det samme stille Smil rundt paa alting.
Holstein havde siddet og sét paa Joán, der stod saa slank, med Brystet frem. Saa sagde han og drak:
— Hvor faar Du dine Klæder syet?
— Disse er fra London, sagde Joán, der med Violinen i sin Haand gik rundt som fra Møbel til Møbel og fra Stol til Stol.
— Ja, Møblerne er nydelige, sagde Erik.
— Ja.
Og som om de havde Magt til halvvejs at mødes i deres Tanker, sagde han, ligesom i en anerkendende Tone:
— De gaar nu i det Hele godt i deres Stuer derovre.
— Hvem? og Joán vidste godt, hvem han mente.
— Disse Johansens.
