341
Joán svarede ikke. Støj og Stemmers Lyd trængte ind fra Salen.
— Panden er køn paa hende, sagde Holstein, der blev ved at tale med smaa Pauser, ganske som i gamle Dage, naar de laa ved Siden af hinanden, paa deres Senge i Sovesalen.
— Men Øjnene var kønnere paa Søsteren, sagde han.
Joán strøg sagte Violinens Strenge.
— Og Ryggen, den var flottere.
Joáns Bue strøg over Strengene, som søgte den om Toner, der vilde sammenføjes:
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede,
Dig elsker jeg — Danmark, mit Fædreland.
— Mon de er kommen? sagde Joan pludselig og stod op.
— Det hjælper vel, sagde Erik.
Joan stod ved Hullet i Døren. Han saá hen over de forreste Bænkes lystklædte Damer:
— De er ikke kommen, sagde han.
— Hvem? spurgte Erik.
— Damerne, sagde Joan og blev ved at sé derud.
