342
Længere nede var der Rader, hvor Mænd sad for sig og Kvinder for sig. De var alle sortklædte. Men bagest, trykkede sammen og klemte sammen, sad der lutter Unge, Piger og Mænd, med fremstrakte Hoveder eller Hagerne støttede i Hænderne, i lyttende Stillinger, som om de allerede trænede sig til at lytte.
Men næsten ingen talte.
— Hvor de er stille, sagde Joán.
— Ja, sagde Erik: naar de først kommer ind, bli’er de forsigtige.
Men nu kom de — der var Urmageren: hvor havde han et godt Ansigt. Og Tobakshandleren, der skubbede sin Mave frem gennem Trængslen ved Sidevæggen; og Doktoren med en Stol og Fru Raabel …
— Nu har vi dem saagu’, sagde Erik, som stod ved det andet Hul i Døren.
— Ja, sagde Joan og havde ikke hørt, hvad han sagde, mens han blev ved at sé mod Salen:
Fru Jespersen stod alene nede ved Døren.
Og dér paa anden Bænk sad dog allerede Hr. Johansen.
En Herre i en meget udenlandsk Vest og rødslipset var kommen ned fra Scenen:
