356
Og pludselig hvid i sit Ansigt, hvid ligesom hun lagde han til:
— For det altsammen.
Valsen var forbi.
— Du almægtige Gud, hvor han spiller forbandet, sagde Holstein.
Men derude klappede de.
De derinde havde alle sat sig igen.
— Men den sidste kan han, sagde Joán1
— Er det ogsaa Chopin? spurgte Erik.
— Ja, en Mazurka. De hviskede igen.
Hans Haacke havde bukket og tørret sig og begyndt.
— Den spillede jo jeg, sagde Erik og halvrettede sin Ryg: i gamle Dage.
— Ja, sagde Joán.
— Men hvordan Fanden — hva’ er det?
Erik havde bøjet sig frem og hviskede ganske sagte, mens der i hans Øjne kom noget som hos en Jæger, der sporer Vildt:
— Hva’ er det, Joan?
Hans Haacke spillede tusmørkeagtigt, mens han løftede et ganske lille Thema frem, saa sært og spøgelseagtigt, som sneg de Døde sig ind og dansede i hans Mazurka.
