366
indtil „Der er et yndigt Land“ stille sneg sig ind — som Kirkegaardens Fred.
Erik fulgte Violinen langsomt. Hans Øjne var blevet mørkeblaa som hos Hr. Dupierre.
Men Marseillaisen kom, og dæmpet, som i Hjemvélængsel, sang de mættede Strenge som om et Minde:
elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor
og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord,
og den Saganat, som sænker
sænker fagre Drømme paa vor Jord.
Erik havde drejet sit Hoved, mens hans Hænder fulgte Melodien. Han og Joan smilede til hinanden.
Men i samme Nu, paa et Tegn til Erik, at han skulde holde op, slyngede Joan Godards Berceuse ind, mens Violinens Toner sang alene.
I Salen var der tyst.
Det var, som om en stille og frygtagtig Lykke varsomt vuggede sig frem og slog Øjnene op og saá sig om og spurgte, om den var vaagen, eller den drømte. Og den fandt sig selv og
