Denne side er blevet korrekturlæst
367
vidste, at Lykken var, og lukkede sine Øjne igen — af Lykke.
Joán havde løftet sit Ansigt.
Nu sænkede han det:
— Dér sad hun.
De vidste ikke, at der var det samme Smil paa deres Ansigt.
Men da faldt Erik ind og Ridder Aage lød under Buen.
Fæsted han Jomfru Else,
hun var saa væn en Mø,
steg som en Jubel fra Strengene.
Atter og atter kom det, som vældede det frem og op fra selve Instrumentets Bund. Atter og atter sang det, som skulde den sprænges og briste, Buen:
Fæsted han Jomfru Else,
og han brød af og alvorsfuldt som en Psalme, men en Psalme til Tak, klang i Rummet:
