368
Du Land, hvor jeg er født, hvor jeg har hjemmme,
hvor jeg har Rod, hvorfra min Verden gaar,
hvor Sproget er min Moders bløde Stemme
og som en sød Musik mit Hjerte naar.
Du danske friske Strand
med vilde Svaners Rede,
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem dernede.
Dig elsker jeg — Danmark, mit Fædreland.
Joán havde rejst sit Hoved og de Ujházyers Øjne var aabnede helt.
— Der maatte alle kunne blive „lykkelige".
— Alle lykkelige.
— Skabe Lykken og et Fædreland.
I grønne Øer, mit Hjertes Hjem hernede
Dig elsker jeg.
Danmark, mit Fædreland.
… Erik havde rejst sig, mens Joán greb hans Haand …
Det var ikke Bifald. Det var Tummel af Skrig og af Raab.
— Nu spillede du Dansk, sagde Erik og klemte Joán Haand.
— Gjorde jeg?
Og Tæppet gik op og gik ned.
— Dér var jo Bestyreren bag hende …
Tæppet gik op igen.
