450
— Ja, saadan en Rejse maa s’gu heller ikke være ublandet morsom.
— Navnlig ikke, sagde Fruen, for den, der skal være Nummer to paa Rejsen.
— Men, lagde hun til: det er vel i det mindste heller ikke hvert Sted, der festes mellem Kulisserne som her. Jeg følte for Dem.
— Sie meinen, gnädige Frau, sagde Hans Haacke.
— Jeg beundrer Dem, jeg med mine Nerver vilde aldrig have kunnet spillet til Ende under den — Champagnestøj.
— Man vænner sig til sin Stilling, sagde Haacke, der slet ikke havde hørt nogen Støj, men som følte sig smigret ved at beklages.
— Ja, behageligt maa det ikke være, sagde Doktoren.
Gerda havde skænket igen og kom frem i Døren med en Bakke, da Fru Jespersen mødte hende.
— Gerda, sagde hun halvsagte, hvorfor har du taget de Glas — iaften, hvor Grev Holstein selv er her?
— Fader forlangte det, svarede Gerda uden at slaa Øjnene op.