34
Solen stod lavt paa Himlen. Over den graa Ø kastede Husene deres lange Skygger. Joán frøs paa sin Murkant, og han sagde, som en Gang før:
— Fa’er, hvor Floden er sort.
— Ja.
— Og den løber helt omkring.
— Ja, sagde Faderen og knyttede begge sine Hænder mod Ujházy’ernes Mur.
Joán blev ved at stirre paa den sorte Flod med sine store Øjne. Saa sagde han pludseligt:
— Fa’er, Floden ligner Klædet paa Loftet.
— Hvad for et Klæde? sagde Faderen.
Men Joán svarede ikke. Det var ligesom han pludselig var bleven bange eller var bleven kyst. For Klædet paa Loftet, det var de store Ruller, som de havde rullet ud over Gulvet og alle Trapper den Dag, da Mo’er var død og de bar hende ud — Ignaz gik forrest, da de bar hende ud, i den hvide Kiste.
— Kom, sagde Faderen, nu skal vi hjem.
De gik bort fra Borgen. Men Joán tænkte igen paa Simon fra Orsówa, som Faderen ikke havde set paa.
Da de kom hjem, fik Joán to Stykker Suk-
