478
— Det er alt det, som vi to, Gerda, aldrig faar at sé.
Gerdas Øjne var lukkede.
Men paa én Gang havde Johansen løftet sin knyttede Haand (gættede hans stærke Hjerne pludselig Spindet i dette Rum, Spindet mellem to Mennesker?) og han sagde vredt:
— Nej, vi trænger ikke til saa store Hjul.
Da paa én Gang alle tav, hørte man Fru Lorentzen saa mindeligt bede Hr. Hans Haacke, om han dog ikke vilde spille lidt endnu, før vi alle skal gaa — —
— Ja, nu skulde vi vel gaa, sagde Erik.
Det ene Ord havde ramt Joán som et Stød.
— Ja, sagde han og forsøgte at staa op.
Doktoren stod paa Dørtærskelen og saá paa ham ved Siden af Urmageren.
— Hvad har Manden drukket? sagde han.
— Jeg véd det s’gu ikke, sagde Urmageren og fniste: Men Johansens Bryg er altid stærkt — hva’?
Hans Haacke var gaaet til Klaveret. Det var Mazurkaen, han begyndte at spille.
De sad alle stille, maaske fordi de vilde vise, at nu hørte de efter. Johansen stod fremme i
