479
Stuen. Den knyttede Haand hvilede i hans Ærmegab.
Men dreven frem og næsten uden at høre eller at fatte sine egne Ord talte Joán igen, om „Øen“ — om de Forbandedes Ø, hvor han vilde skabe Lykke …
Og han talte om, hvordan den skulde blive et Fristed for de Pinte; og de ulykkelige vilde de modtage og Forbryderne, der var flygtede, og de Mange, som Livet havde slaaet med Saar, de skulde tage imod dem …
Han talte og vidste ikke selv, hvorfra han fik sine egne mange Tanker — om et Hospital, de vilde bygge ude ved Moders Mølle og Munkebjerg vilde de kalde det …
Gerdas Øjne hvilede stumme paa hans Ansigt.
— Munkebjerg skal det hedde og Havnen kalder vi Vejle — —
Joán havde stanset et Nu.
— Til Minde om Deres Mo’er, sagde Fru Jespersen, saa sagte som han.
— Ja, til Minde, sagde Joán pludselig — og han fornam det, som havde han med sine Hænder afbladet et helt Træ.
Men Fru Jespersen trak paa én Gang Skuld-
