480
rene sammen i en Frysen (fornam ogsaa hun, at her skete noget, her, hvor intet skete?)
— I den Mazurka, sagde hun, danser Genfærdene.
Præsten, som stadig stod bag ved sin Hustru, sagde langsomt:
— Ja, hvor Kunsten dog er rig. Jeg synes, det er, som vi i Aften havde faaet til Givende et helt Liv.
— Maaske De ogsaa har det, Hr. Pastor, sagde Joán, og han var staaet op.
Købmanden havde ikke taget Øjnene fra sin Datter.
Mazurkaen var endt.
Johansen havde kaldt paa sin Bestyrer.
— Skænk et Glas rundt og lad Gerda hjælpe Dem.
Der skulde skænkes det sidste Glas.
Et Nu havde Joán støttet sig til Eriks Skulder.
— Du har s’gu talt for meget, sagde han, da han fornam Joans Legeme saa tungt.
— Og man skal stikke Fingrene i Jorden, før man giver sig hen, sagde han og lo.
