66
— Hvorfor? sagde Joán, med sine Øjne op i hendes.
— Fordi Gud har forbandet dem til evig Tid.
Joán vaagnede af et korteligt Blund og Lampen var slukket. Der brændte kun den lille Natlampe. Joan sad op i sin Seng, sammenkrøben, med Hovedet ned mod Knæene; det var som al hans Krop kviedes og stønnede, saa han skjalv:
— Det nyttede dem ikke. Og han løftede sit Hoved og han virrede med det over Linningen:
— Det nyttede ikke, det nyttede ikke.
— For de var af Gud forbandet — til evig Tid.
Pludselig stod han ud af sin Seng, og han tændte Lampen med sitrende Hænder, og han satte Kuplen paa og tog den store Bibel og slog den op og læste, hvor Anes Mærker laa, de røde og hvide Mærker.
Han læste og han forstod det ikke og han læste højt som Ane læste og han fangede Ordenes kendte Lyd — alle Guds Forbandelser og hvordan Herren tog Jødernes Fædreland ….
