7
Ottende Scene.
Rinville. Og Du Virginie.
Emmeline. Nei! han har ikke glemt det Allermindste! Og kan Du huske hvorledes vi legede Tagfat om Aftenen? Men Du var allerede dengang temmelig fri imod mig.
Rinville. Nei virkelig?
Emmeline. Jo, jo jeg husker nok det Kys Du stjal fra mig, dengang Du fangede mig; men det er ikke værdt at tale om nu.
Rinville. Tvertimod lad os tale derom. Saa jeg stjal et Kys?
Emmeline. Ja, det veed Du jo nok. Du husker ogsaa nok at jeg blev vred, og sagde: "Lad være, Charles, jeg siger det til Tante Judithe," men jeg har saamæn aldrig sagt hende det.
Rinville. Ja, det er ganske rigtigt. Og om jeg husker ret, saa stjal jeg næste Dag et nyt Kys.
Emmeline. Nei! den næste Morgen reiste Du jo herfra.
Rinville (afsides). Gud skee Lov! jeg var bange for at jeg var gaaet videre end jeg ønsker.
Emmeline. Og kan Du huske hvad vi lovede hinanden ved Afskeden?
Rinville. Ja det forstaaer sig.
Emmeline (seer op i Loftet). Du veed nok, der oppe?
Rinville (ængstelig, seer op i Loftet). Ja vist, der oppe!
Emmeline. Vil Du troe, Charles, at jeg ikke en eneste Gang har forsømt det? Og Du?
Rinville. Jeg heller ikke. (afsides) Hvad Satan kan det være?
Emmeline. Og alle Dine andre Løfter har Du holdt dem ligesaa trofast?
Rinville. Ligesaa trofast, det sværger jeg Dig til.
Emmeline. Kan Du huske hvorledes vi læste Romaner med hinanden og blandede vore Taarer sammen?
Rinville. Ja, det husker jeg godt.
Emmeline. Og kan Du huske den Vise, som vi altid sang med hinanden, og som Du holdt saa meget af?
Rinville. Ja den var nydelig.
Emmeline. Hvorledes var det nu den begyndte?
Rinville. Bi lidt, lad mig huske mig om.
Emmeline. Nu har jeg det. (synger)
"Man stundom vel kan sige" —
Kan Du nu huske Resten?
Rinville (afsides). Det var meget heldigt, den har jeg hørt paa Theatret. (synger)
"At man undflyer sin Pige."
Emmeline. Men Enden er det Bedste. (synger)
"Dog hænger Hjertet ved"
Rinville (synger)
"Sin første Kjærlighed."
Emmeline. Fortræffeligt! Jeg seer, Du har ikke glemt det Mindste.
Rinville. Nei, hvorledes skulde jeg kunne det?
Emmeline. Kan Du da ogsaa huske, hvorledes Du engang, efterat have sunget denne Vise, faldt paa Knæ for mig, trykkede min Haand til Dine Læber, og sagde ……
Rinville (knæler og kysser hendes Haand). "Hjertet hænger ved sin første Kjærlighed."
Emmeline. Det er ganske rigtigt.
Niende Scene.
De Forrige. Dervière.
Dervière. Hvad seer jeg! Charles, er det saaledes Du holder Dine Løfter?
Rinville (springer op). Det er sandt, jeg havde nær glemt det.
Emmeline. Bliv ikke vred, lille Papa! vi fornyede kun vore Barndoms-Erindringer.
Dervière. Ja vist! Barndoms-Erindringer! men lad nu det være nok! (til Rinville) Du har brudt Dit Æresord, og nu har jeg ikke mindste Tillid til Dig; vær derfor saa god strax at pakke Dig.
Emmeline. Men Papa dog! han er nylig kommen, og Du viser ham allerede bort?
Dervière. Ja, det er for Din egen Skyld og maaskee ogsaa for hans; thi veed Du hvem den Hr. Zacharias var, som Hr. Fætter Charles gav sig Mine af ikke at kjende?
Rinville. Jeg sværger Dem til at jeg kjender ham ikke.
Dervière. Saa Du kjender ham ikke? Ja saa skal jeg gjøre Dig bekjendt med ham; det er en Aagerkarl, som præsenterede mig en Vexel, der er udstedt af Dig, og som jeg maatte betale; see her er den.
Rinville. Er det muligt?
