Spring til indhold

Side:Den gamle Verden.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

117

Sagde jeg ikke selv, at hun lignede en Madonna, og aabnede jeg ikke ved dette Ord for en Sluse i hendes Følelse?

Som i sine egne Tanker vedblev Fru Mulvad:

— Det er underligt, men jeg har aldrig troet paa Opstandelsen … For mig har det altid kun været en Fantasi over et vidunderligt Tema. Men jeg begynder at forstaa … aa ja, Kristus Moder har idetmindste troet paa den!

Kirsten Alrø klemte sin Haand om Fru Mulvads Arm:

— Sophie, hvem der havde haft et Barn…

— Ja, Kirsten … sagde Fru Mulvad, det har jeg ofte ønsket dig … Jeg har altid syntes, at de barnløse var de mest ulykkelige. Hver Julenat tænker jeg altid paa de Kvinder, der spørger: hvorfor fik jeg ikke et lille Barn … lykkelige Guds Moder!

— Jeg har aldrig ønsket det før, sagde Kirsten Alrø .... Men det er vist alligevel Barnet der skaber Sammenhæng i Tilværelsen. Du har slet ingen Grund til at være saa ulykkelig som jeg.

— Det er jeg heller ikke, sagde Fru Mulvad, det ved du godt. Jeg er idetmindste ikke