118
saa ensom. Da Johannes døde, fandt jeg kun, at nu havde jeg oplevet det hele, nu var der ikke mere … Og det syntes jeg lige til jeg forleden mødte Dem, Stannius, da gik det op for mig … at der vist var noget af min Søn i ethvert Menneske … men mest i Dem! — — Og nu kan jeg tale om det, tilføjede hun og greb Stannius Haand … Tro ikke, at jeg bilder mig ind, at De er Johannes — — det var kun i første Øjeblik, da Følelsen var stærkere end jeg selv. Men jeg vil ikke mere søge efter den levende mellem de døde — De og han følges for Fremtiden uadskilleligt for mig, det bliver ikke anderledes. Det er jo ikke blot det, at De ligner ham … men De kommer til at ligne ham mere og mere — og det kan jeg ikke gøre ved …
Stannius beholdt hendes Haand, sad og klappede den … til den igen greb om hans. Kirsten Alrø vendte sig fra dem. Hendes Læber skælvede … Og Stannius saa det — men drejede sit Blik til den anden Side, henimod Liljerne, der stod i tre Geledder i det lange og lave Bed som over en mægtig Grav. og hans Øjne søgte videre, mellem Birkestammerne, ud over Fjorden, som kunde det ikke
