Side:Den gamle Verden.djvu/124

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

118

saa ensom. Da Johannes døde, fandt jeg kun, at nu havde jeg oplevet det hele, nu var der ikke mere … Og det syntes jeg lige til jeg forleden mødte Dem, Stannius, da gik det op for mig … at der vist var noget af min Søn i ethvert Menneske … men mest i Dem! — — Og nu kan jeg tale om det, tilføjede hun og greb Stannius Haand … Tro ikke, at jeg bilder mig ind, at De er Johannes — — det var kun i første Øjeblik, da Følelsen var stærkere end jeg selv. Men jeg vil ikke mere søge efter den levende mellem de døde — De og han følges for Fremtiden uadskilleligt for mig, det bliver ikke anderledes. Det er jo ikke blot det, at De ligner ham … men De kommer til at ligne ham mere og mere — og det kan jeg ikke gøre ved …

Stannius beholdt hendes Haand, sad og klappede den … til den igen greb om hans. Kirsten Alrø vendte sig fra dem. Hendes Læber skælvede … Og Stannius saa det — men drejede sit Blik til den anden Side, henimod Liljerne, der stod i tre Geledder i det lange og lave Bed som over en mægtig Grav. og hans Øjne søgte videre, mellem Birkestammerne, ud over Fjorden, som kunde det ikke