Side:Den gamle Verden.djvu/61

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

55

Nej, saaledes havde han ikke tænkt første Gang, han var her. At Popler blev kappede faldt ham neppe ind — og havde han faaet det at vide, saa havde han ikke spildt sin Tid paa et saadant Fænomen. Kloge Folk om Poplernes Røgt og Pleje — — og Tak for eders milde Susen, I muntre Landevejssvende, jeg er ude paa Eventyr under eders Kroner … dog Gud ved, om han virkelig havde udtrykt sig saa lyrisk — han var jo helt anderledes dengang! — Hvor man kunde tage Fejl af sig selv og hvor man huskede daarligt!

Man huskede daarligt, fordi Erindringen var den værste Gavtyv til at lyve. De fleste Hændelser begyndte som det rene og skære Pindebrænde under Virkelighedens Økseblad … og genopstod som evig blomstrende Træer i Erindringens Skov, hvilket er den omvendte Vej af den naturlige. Hvad var Sandhed i den store Hjerne-Film, man rullede op, naar man trængte til et levende Billede. Sandheden var vist den, at man idetmindste i sin Erindring vilde føle sig rig og derfor flittigt baldyrede Brokaden, det blodrøde Stof. Vejen til Ungdommens Land gik gennem de malede Kulisser i Fantasiens