56
Have … og udenom alle de dybe Slugter og Afgrunde.
Hvad nyttede det at ræsonnere! Kunde man ikke erindre sandt, saa maatte man nøjes med det Billede, der tilfredstillede paa ens nuværende Standpunkt …
Det var undertiden faldet Stannius ind at finde den Ungdom, han havde saa stor Trang til at søge, paa en helt anden Maade. Gennem en ung Kvinde, der ved sin friske Latter jog alle hans Spøgelser paa Flugt. Der var saa mange af hans jævnaldrende, der havde baaret sig saaledes ad. Men det vilde … vel gennemtænkt … være Galskab; paa den Maade var det nok Ungdommen, han fandt, men ikke sin egen, ikke det Udgangspunkt han søgte for sit Liv.
Men Stannius Blod var endnu i Bevægelse efter Aftenens Oplevelser … og han bekendte for sig selv, at Nutiden var ikke ophørt at interessere ham. Det havde unægtelig været en mærkelig Aften — paa en Maade en Art Gentagelse af hele hans Tilværelse i kort Begreb, en Rejse gennem hans aandelige Verden. Men saadan var det med Kvinder og derfor holdt han af dem — man begyndte bestandig forfra
