57
og man sluttede netop dér, hvor man stod i Øjeblikket … fik en tydelig Fornemmelse af sig selv — — det var ogsaa en Art Erindringsrejse at træffe en Kvinde, der satte ens Tanker og Sanser i Bevægelse.
Men hun havde grædt … og disse Taarer havde han mødt den første Aften i Ungdommens Land …
Han saa hende ligge paa Stranden. Og i sine Tanker bøjede han sig igen over hende og trykkede Kys paa Kys paa hendes Mund. Og nu var det ikke Elskovskys, men tunge medlidende Kys som paa en søsterlig Mund. Og han bøjede hendes Haar tilbage fra den smalle Pande og klappede hendes kolde Kind, han vilde stryge alle hendes Sorger og Bekymringer bort, hun skulde ligge dér uden at tænke, uden at lide mere, blot føle hans Haand mod sin Hud som et forstaaende og menneskeligt Kærtegn. Og tilsidst saa han til sin Glæde, at hun slog sine Øjne op og smilede til ham. Hun smilede … Det var Livet og ikke Døden, han for første Gang saa i hendes Blik… Forsoningen!
Han kom til at smile selv… Havde han ikke Ret, naar han havde været saa taabelig at
