Denne side er blevet korrekturlæst
— Solen skinner… sagde Kirsten Alrø i samme Nu, hun vaagnede næste Morgen. Hun havde neppe endnu faaet Øjnene op.
— Det kan du jo ikke lide, hørte hun Fru Mulvad mumle.
— Nej, men den skinner…
Hun vendte sig ikke, som hun plejede, med Ryggen mod Lyset men blev liggende med det smalle og magre Hoved dybt begravet i Hovedpuden.
— Godmorgen, Sophie.
— Godmorgen, Kirsten …
Fru Mulvad laa i Sengen ved Siden af hendes. Det lille Værelse var fyldt af Sol, der mættede Luften med Varme, en behagelig søvndyssende Lunhed. Under Loftet summede Fluerne kredsende.
— Aa, sagde Fru Mulvad, hvem der kunde blive liggende i sin Seng hele Dagen. Jeg har drømt saa frygteligt inat. — — Er det ikke underligt, jeg drømmer aldrig mere om Johannes
