60
men altid om mig selv. Og jeg drømmer aldrig ud — pludselig farer der en Rædsel i mig og saa vaagner jeg tilsidst med hans Navn paa Læberne.... Og idet jeg vaagner, ser jeg altid dit Ansigt og du smiler saa træt til mig.
— Det er jo ikke Drømme… sagde Kirsten.
—… Men du har ikke givet mig mit Morgenkys … Fru Mulvad bøjede sig mod hende.
De rejste sig begge og omfavnede hinanden. Og da de lagde sig tilbage i Puderne, beholdt de hinandens Hænder og saaledes blev de liggende.
— Jeg drømte om Chicago, sagde Fru Mulvad. Om Tiden lige efter min Skilsmisse, da jeg laa paa Alexian Brother's Hospital og Sygeplejersken blev arresteret for alle de Mord, hun havde begaaet. Jeg saa hende staa kærlig bøjet over mig — hun lignede en Guds Engel med silkegule Lokker og store blide Øjne det reneste Ansigt, man kan tænke sig. Hvem kunde ane, der var Stryknin i den Medicin, hun gav os? Hun klappede vore Kinder og blev længe staaende ved vore Senge, jeg har aldrig set et Blik saa fyldt af Medlidenhed … Men hun elskede kun eet: at se sine Patienter dø! Jeg husker saa mange af deres Ansigter — de el-
