61
skede hende alle, ja de tilbad hende. De lignede smaa ubehjælpsomme Børn, naar hun bragte dem deres Medicin. Og de døde en efter en … Hun sad ved deres Seng med sine Hænder i deres og saa dem kæmpe den sidste Kamp. Der var en overjordisk Glans i hendes Øjne, et Udtryk for den skønneste Ekstase. Jeg har kun set det Blik hos et eneste Menneske til … ja, det er vel derfor, jeg drømte om hende. Hos Johannes… han har set paa mig med de Øjne kort før det skete … som vilde han bede mig om noget …
Det var godt, at Fru Mulvad ikke i dette Øjeblik vendte sig mod Kirsten Alrø og saa det nervøse Udtryk, der spejlede sig i hendes Øjne.
— Aa ja … vedblev Fru Mulvad, hvis hun ikke var bleven arresteret, saa havde det været ude med mig. Hun holdt altfor meget af mig til at lade mig undslippe. Det var virkelig Kærlighed — hun elskede at stryge mig over Haaret, hun kunde staa med Haanden over min Pande og saa pludselig bøje sig ned over mig og kysse mig lidenskabeligt — — og dog altid som en Nonne, tunge Kys … som Blomsten af Alverdens Medfølelse. Hun kunde komme
