at den sjældne Levning burde aftrykkes »hel og holden, thi der er mere mærkeligt deri, end det der findes i Prøverne deraf«. Til Dels blev dette Krav tilfredsstillet af Brandt, som besørgede en Udgave i moderniseret Sprogform med en liden Indledning og nogle faa Noter[1]. »Hel og holden«, bortset fra det, der i Tidens Løb er gaaet tabt, i samme Sprogform, i hvilken Bogen læstes af det 16de Aarhundredes Publikum, med reproducerede Illustrationer, der ligesom Dødedansteksten har deres kulturhistoriske — desværre kan vi ikke sige, ogsaa deres kunstneriske — Interesse, foreligger da Dødedansen for første Gang i nærværende Udgave.
Den gamle danske Dødedans tilhører uomtvistet det 16de Aarhundrede. Paa dens ikke originale Bind findes Aarstallet 1536; hvorpaa dette Aarstal beror, ved man ikke noget om. Overbibliotekar justitsraad Chr. Bruun har[2] fremsat en Formodning om, at dets Fremkomst skulde skyldes Justitsraad Thorkelin; ganske vist skylde vi Thorkelin Aarstallet »circa 1536«, men deraf følger ikke, at han skulde være dets Ophavsmand. Aarstallet kan ligesaa godt stamme fra en nu forsvunden Kilde eller Overlevering. Der var da i lange Tider heller ingen, som drog dets Paalidelighed i Tvivl, men Bruun har[3] søgt at godtgøre, at den gamle danske Dødedans, i hvert Fald det bevarede Eksemplar, maa være noget yngre; han sætter det til Tiden mellem 1550 og 1570. Bruuns Betragtninger knytter sig kun til Bogens Ydre, ikke til dens kultur- og litteraturhistoriske Stof. Den gamle danske Dødedans er imidlertid et hvast Angreb paa den katolske Kirke og dens Mænd, og den er ydermere en Folkebog. Efter al Sandsynlighed at dømme er saadan et populært Angreb kun tænkeligt i en Tid, hvor Stridens Bølger gaar højest, og dets Karakter som offensiv Satire afviger da heller ikke synderligt fra de øvrige Angreb, som er os levnede af vor Reformationstids Litteratur. Jeg lægger ikke nogen Vægt paa, at det i
