96
DEN SORTE MAPPE
jætteagtige Krop. Øjnene i Ro, men parat med et Blik, haardt og sejgt som Vridet af en Skrue, de vældige Jernkæber lavt hvilende paa de enorme, halsløse Skuldre. Listig og tung som en Alligator saa de ham forsvinde ned over Vestibulen: Husæderen Knock, Byggeslagteren Knock! Maaske var de vilde Rygter, de havde indtaget til Frokosten, blind Allarm. Visse af Funktionærerne forandrede Dispositioner.
Men Knock havde, idet han passerede Lokalet, udfundet Manden: Ham, der, indlysende, ja historisk nødvendigt stod bagved.
Personlig forstod Knock sig nu ikke meget paa Bankforretning. Pengemarkedets finere Kombinationer og intimere Politik angik ham ikke direkte. Han vejrede i sit Fag blot, hvor Floden vældede hen og kunde naa den. Ingen forstod sig som han paa Huse, og de, der forstod sig paa, hvor Pengene skulde laves, kom til ham. Han æltede Pengene i en Digel og formede dem til Bygninger. Han saaede dem over Arealer, og sendte Mandskab ud at pløje. Men Bankernes indbyrdes Sjakren og hemmelige Diplomatik, deres Aftaler og Sjofelheder og Alliancer og Forræderier, var ikke tidligere kommen ham paa tværs. Han nøjedes med at være Eneherre over de faste Værdier i Staden. Han, og to tre andre med Bankerne meget føleligt i Ryggen havde alligevel bestemt dens Udvidelsesformer
