109
DEN SORTE MAPPE
Stoppebom, naar Fantasierne løb vild. Han følte sig ingenlunde helt blottet og i Pavsen endog fuldt sikret.
Han trøstede sig forsøgsvis med, at det hele var bluff, Praleri af Banken. De kunde ikke staa uden ham. Han vidste for meget og var i det hele uundværlig. Bankens Fond kunde ikke taale den Krise, der vilde følge, naar Knock faldt. Enhver vidste, hvor desperat Banken var engageret i alle de Knockske Projekter. Dér vilde blive run af Sparerne, Panik paa Børsen, Metropolaktier vilde oversvømme Markedet til meget uhyggelige Kurser.
Nej, det vovede de ikke! Hvis ikke den store Bank og sagtens — alligevel — en vis Mand kom til, — Edderkoppen, der sad og trak i Traadene nede fra Bunden af sin Bank — Eller? Knock vaklede i pinefuld Uvished, medens Drosken klaprede ud over Asfalten. Han sad flot kørende, som han plejede, med Hagens firkantede Skæg stejlt rejst over den storbrogede Kravat, Panamahatten opkrammet og engelsk Snadde fastbidt mellem de hvide Fortænder.
En Del Mennesker, der mødte ham, saa over Skulderen efter ham. En og anden hilste, og der laa en Antydning i Hilsenen af, at man havde hørt og endog diskuteret Rygter.
Efter hans Ordre drejede Kusken ud af Hovedstrøget. Han havde bestemt sig for Aftenekspressen, men der var endnu tre pinefulde Timer at til-
