110
DEN SORTE MAPPE
bagelægge ved Marsch paa Stedet. Han gennemgik endnu en Gang de store Planer, som Banken altsaa haabløst havde væltet. Og pludselig dirigerede han Kusken i Retning: Petersborg Terræn.
Der var en ny Gade med sværteagtige Facader, og klart blaat Himmellys i alle Ruder, og nu ogsaa alle Spektrets Tjærefarver af Syrefabrikkernes Dampe, der kom herhen ved Østenvind. Ogsaa de Huse havde han bygget. Forsaavidt! — Og nu kunde han hinsides et uhyre, øde Areal se fire eller fem mægtige isolerede Hustærninger, stejle Karréer, som gigantiske Mærkepæle hver for Enden af en dobbelt Fliserad — og nøgne sorte Parceller udenom. Gavlene stod brat belyste af den gule Sol. Gaardsiden mellem Fløjene var en Enklave af sort Nat skarpt op mod Lysfladen. Derude laa Petersborggrundene.
Der var en grum Dødsstilhed herude som i en skidden Tornerose-Verden. Fjernt borte fra Baggaden hinsides gik en Mand paa klaprende Træsko. Et Kirkeur slog meget højtideligt otte.
Knock vadede gennem Pløre, hvor endnu Kalkstøv laa fra Kørslerne, og han vred sig forbi Tomter og halvtudgravede Byggepladser, hvor Dynger af Stilladser og Mursten laa opdrevne som Vrag, hvide af Vejret. Han naaede hen foran den østlige af de fem fuldkommen uudlejede Karréer.
Der var noget med et Par Rotter, deri Slagsmaal tumlede over hans Støvlesaaler og hvinede,
