111
DEN SORTE MAPPE
da han sparkede dem. Saa lagde han Nakken bagover og saa op ad den mægtige, røde Facade, hvor Kalken endnu var snehvid mellem Stenene, men de fire fugtskjoldede Karnapper havde allerede slaaet Revner, en Plage af Puds var nylig faldet, og Sivene stak frem af den lynildsformede Sprække. Han traadte tilbage ud paa Kørebanens Morads, og saa nu Husformen helt; den laa med sine knuste Ruder, hvor endog Sprosserne var vredet ud, og gabede ud mod Mørket, der kom. Det lignede et uhyre vejrbleget Kranium, dette skaldede Hus, en kold og plyndret Grav. Han naaede den næste Karré, der endnu stod i de raa Mure og med Forskalning blot paa Nordmuren. Otte af Stadens største Haandværksmestre var falleret, da Knock standsede Arbejdet paa dette Hus. Han gik rundt om det. Der var slaaet Brædder for Dørene, men de var flere Steder brækket løs og i Afstand saa han en lille skidden, gammel Mand samle Stumper op i en Sæk.
Knock saa ud over Terrænet bagved Petersborggrundene. Og der laa endnu halvt gemt i et Krat af gustne Ris, Petersborg Havehus, det sidste af den gamle Hovedgaard, med en smuldrende gul Gavl og sprinklede Palæruder. Han knyttede Hænderne i Bukselommen. Her laa Værdier og ventede! Ventede paa den, der fik Lov til at tage dem med de bare Hænder! Det rallede i hans Hals. Han var halvkvalt, og han følte, at det var Graad
