134
ROBINSONADE
den fuldstændig blaa Himmel. Han var intet mindre og intet mere end tilfreds.
Den døvstumme gik hver Aften ud for at proviantere. Det skete rimeligvis paa et aldeles bestemt Klokkeslet, men de havde jo ikke Uhre. Naar en bestemt Tusmørkegrad var naaet, rejste Thomas sig lydløst, udstrakte Haanden, og den store Hund lagde øjeblikkelig Underkæven ned paa hans Haand, idet den fulgte ham tæt op mod hans Knæ.
Dawen lod ham rolig gaa. De vexlede ikke engang Blik, naar den døvstumme fjærnede sig. Dawen tænkte ikke dybere over, hvorledes disse Furageringer gik for sig. Han var paa den Tid optaget af visse Rørelser i sin intime Verdenskreds. Dèr bevægede sig nu Kræfter, der krævede sig uhindret Forløb. Noget var ved at arbejde sig frem, det var som en Væxt, og han vilde have Fred. Han lod Føden komme til sig som Manna.
Thomas bragte den hjem, naar det var aldeles mørkt. Den bestod i Regelen af Kiks; de bragtes i Blikkasser med et af de kendte Mærker, eller i Halvsække. Desuden bragte Thomas Majs, som han knuste mellem to Sten og kogte til Grød eller Vælling over Spritflammen. Noget senere bragte han Kartofler hjem og forskellige Roer samt Salat, som han forstod at rense og tilberede.
Dawen spiste uden særlig Taknemmelighed. Er-
